Klik i cirklen for at starte slideshowet.

31-årig gymnasielærer sagde nej til et job på prestigegymnasium til fordel for Nakskov

“De ringede fra Øregård og sagde, at jobbet var mit, hvis jeg ville have det,” fortæller Thomas Jørgensen.
Knap var specialet afleveret på Københavns Universitet, før den unge kandidat stod med tre job på hånden. Et af jobtilbuddene kom fra det prestigefyldte prinsegymnasium Øregaard nord for København. Men Nakskov Gymnasium lokkede.

“Med Nakskov havde jeg bare en god mavefornemmelse. Efter jobsamtalen viste min chef mig rundt i byen. Jeg blev taget rigtig godt imod, da jeg søgte jobbet,” siger han.

Drømmen er realistisk
Den unge historie- og samfundsfagslærer er født og opvokset på landet i Sønderjylland, og han har altid vidst, at han skulle tilbage til landet.
“Der var selvfølgelig prestige i få sit pædagogikum fra Øregård Gymnasium. Men det var noget andet, jeg ville,” fortæller Thomas Jørgensen.
Han peger selv på, at det handler om at vende tilbage til noget, han kender fra sin opvækst. Drømmen var at skabe sig et liv på landet med masser af plads til en stor køkkenhave, hvor naboerne hjælper hinanden, og hvor der ikke er langt til skov og strand. Med huspriserne på Lolland var det muligt at realisere den drøm.

“Vores drøm er at have et sted, hvor vi kan dyrke vores økologiske grøntsager og presse vores egen æblemost,” siger han.
Thomas og hans daværende kæreste havde ikke store overvejelser om at flytte til udkantskommunen. De lejede en bondegård og flyttede midt i sommerferien. Hos vennerne vakte beslutningen ikke udbredt begejstring.

“Nogle af vennerne forstod ikke, hvad vi ville på landet. Nogle andre syntes, det var helt vildt fedt. Når de er på besøg hernede, er de ikke til at få hjem igen,” siger han.
Dengang dukkede der en masse fordomme op om Lolland hos nogle venner. Men Thomas Jørgensen selv tænkte ikke så meget over landsdelens socialpolitiske historie.
“Jeg vidste, at der var høj arbejdsløshed. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle møde andre, der læste bøger, skulle det være kollegaer,” fortæller han.

Lige efter flytningen var det også mest kollegaerne fra gymnasiet, fritiden gik med. Og det kollegiale sammenhold betyder stadig meget for Thomas Jørgensen. Nakskov Gymnasiums unge medarbejdere har deres egen klub. De unge kollegaer ses til blandt andet grillaftener og fodboldkampe mod eleverne. Derudover sørger gymnasiestaben også for at tage godt imod nye kollegaer på skolen. De bliver ringet op og ofte inviteret på mad hos kollegaer med mere anciennitet.
“Vi har et rigtig godt fællesskab blandt lærerne på skolen. Jeg tror, det er fordi, ingen pendler. Alle lærere bor her i området. På den måde er det en fordel at være udkantsgymnasium,” siger han.

Ikke længe efter de var flyttet til Lolland, gik Thomas Jørgensen og kæresten fra hinanden. I dag bor han sammen med Gitte Skovgaard Ibsen og deres lille datter, Edith, uden for Stokkemarke. De lærte hinanden at kende på gymnasiet, hvor Gitte Skovgaard Ibsen også er lærer. I juli 2009 skal de to giftes.

Caffe latte og østerskniven
“Jeg savnede nogle storbyting i starten. At kunne gå ud og få en caffe latte eller en god delikatesse, for eksempel. Kort inden nytårsaften ville jeg have fat i en østerskniv. Jeg var både i Nakskov og Maribo, men kunne ikke opstøve sådan en. Mange steder vidste de ikke, hvad det var. Der blev jeg lidt træt. Men så er der bare andre ting, man gør hernede end at spise østers,” fortæller han.

I dag er han kommet tættere på de lollandske traditioner. Både gennem sin kommende kones lollandske familie og gennem sit netværk fra foreningen, Slowfood Lolland. I den første tid var det dog noget af en omvæltning at flytte til den flade ø.

“Jeg kan huske, at jeg syntes, at det bare gik så langsomt i Brugsen. Der kunne stå to foran mig i køen, og alligevel tog det utrolig lang tid at komme forbi kassen. Kassedamen skulle jo først høre om, hvordan maden havde været til den og dens konfirmation,” fortæller Thomas Jørgensen.
Livet på landet er bare anderledes og tingene går ikke så hurtigt som i hovedstaden. Det tog lidt tid at vænne sig til. I dag er det noget af det, Thomas Jørgensen fremhæver som det bedste ved Lolland og lollænderne.

“Stress er efterhånden blevet en folkesport. Det er rart, at tingene ikke skal gå så stærkt her. Det er Lollands force,” siger gymnasielæreren.
Han ser livet på landet som en livsstil, hvor man dyrker tingene selv, og hvor naboskabet er positivt. Det handler ikke om at rende hinanden på dørene, men om hjælp til forskellige praktiske ting, som at følge naboens ko hjem, når den stikker af, eller bakke op om hinandens initiativer. Thomas Jørgensen har mærket en enorm omsorg for hinanden på landet.

“Da vi kom hjem fra sygehuset med vores nyfødte datter, flagede de på vejen. Vi havde kun fortalt det til en, men alle vidste det,” siger han.
At folk snakker sammen har han aldrig oplevet som et problem, kun som omsorg. Tre dage før Thomas Jørgensen og Gitte Skovgaard Ibsen skulle holde stor fest holdt naboen ude på vejen og dyttede. Han vidste, at de skulle holde fest og havde lige købt en masse klapstole på et loppemarked, som bare skulle hugges til brænde. Men inden turen i brændeovnen kunne de lige så godt blive brugt.

Det faldefærdige hus spøger
Som sønderjyde har Thomas Jørgensen bemærket, at lollænderne ikke er særlig stolte af at komme fra Lolland.
“Sønderjyder er jo gode til at fortælle, hvad de er gode til. Her og andre steder i landet er man bedre til at fokusere på det negative,” siger han.
Ifølge ham har medierne brugt det samme billede af et faldefærdigt hus midt ude på en mark, hver gang de har beskæftiget sig med Lolland. Det har skodder for vinduerne, og marken går helt ind til husets mure.
“Jeg oplever en underkendelse af, hvad man kan, og hvad man er god til her. Nogle er kommet til at tro på mediebilledet og det faldefærdige hus, i stedet for at kigge ud ad vinduet,” siger han.

At lollænderne er de fattigste i Danmark, mærker han ikke meget til. I forhold til sine kammerater fra studietiden har han flere penge til rådighed.
“Lige nu sidder vi med to huslejer, for vi har købt en bondegård, vi er ved at sætte i stand. Men vi kan da godt mærke, at vi har mere plads i budgettet, end hvis vi boede i lejlighed i København,” siger han.
“Tænk sig, at vi har købt en bondegård tæt på skov og vand for under to millioner. Det kan ikke gøres andre steder. Lolland er en uopdaget perle, og den har vi fundet,” slutter han.

Britta og Kurt Hansens hus skal i fremtiden opvarmes af brint, og det skaber opmærksomhed.

Den 15. september var der fest på Fredsholms Allé 1 i Vestenskov. Her bor Britta og Kurt Hansen, og denne dag var flaget hejst for selveste Dronningen. Majestæten kom dog ikke kun for at se de hejste flag og nydeligt opryddede forhaver. Hun skulle se verdens første brinthus.

“Der er egentlig ikke så meget at se,” siger Kurt Hansen og viser noget, der ligner et hightech sort køleskab i bryggerset frem. Det var det samme, Dronningen kom for at se.
14 dage før var der ikke meget ‘verdens første brinthus’ over huset. Britta og Kurt Hansen og et andet hus i byen var ellers blevet udvalgt til at få sat anlægget op allerede i april 2008. Men brintanlægget kom først på plads lige inden Dronningens besøg.
Familien Hansen er med i Brintsamfund Lolland, hvor deres hus skal forsynes med varme og el udelukkende ved hjælp af brint, og dermed blive 100 procent CO2 neutralt. Det er på længere sigt meningen, at hele landsbyen Vestenskov, 5 kilometer uden for Nakskov, skal have varme og strøm fra brint.
De små lysdioder lyser fra det sorte skab, men anlægget virker stadig ikke. Og skabet er i dag blevet en fast inventar blandt våbenskab, fiskegrej og overskydende overtøj i bryggerset.
De sidste godkendelser er endnu ikke på plads, så Britta og Kurt Hansen venter i spænding.

Brint i stedet for olie
I Lolland Kommune er der i de seneste år taget initiativ til mange projekter, der kan forbedre klimaet. Og da Kurt Hansen første gang hørte om projektet, der skulle bruge brint til at forsyne huse med energi, var hans interesse vakt.
“Vi havde jo hørt de dårlige olieprognoser, så vi synes, det kunne være interessant at se på et alternativ,” siger han.
Familiens nyistandsatte hus på Fredsholms Allé 1 var før opvarmet med brænde- og oliefyr. Men brændefyret måtte ud, før familien Hansen kunne komme med i brintprojektet. For den vestlollandske familie fik primært varmen i vinkelstuen ved, at Kurt Hansen skovlede brænde i fyret. Det var det billigste for familien. Og hvis ingen havde sat en stopper for brændefyret, ville brintanlægget slet ikke have haft en chance for at bevise sit værd. Men større udgifter skræmmer ikke.

“Det er en udgift at være med i forhold til brændefyret, men det er billigere end ren olie, og så sparer vi jo også den tid, vi brugte på brænde før,” siger Kurt Hansen, mens han tager en tår kaffe i det lyse køkken.
Endnu ved Kurt og Britta Hansen ikke, om brintanlægget kan betale sig. Det kan vise sig at være en rigtig god forretning, men det modsatte kan også være tilfældet.
“Lige nu lejer vi anlægget af kommunen, og så betaler vi el som normalt. Vi har en aftale om en pris for vand og varme,” siger Kurt Hansen.

Ikke fanatiske
Britta og Kurt Hansen er med helt fremme i udviklingen af nye klimavenlige energiformer med deres brintanlæg i bryggerset. Men den megen fokus på klimavenlige tiltag er ikke noget, der har ændret deres hverdag mærkbart.
“Vi er ikke klimafanatikere. Vi sorterer da vores affald og tænker på miljøet. Og kan det løbe rundt, vil vi da gerne være med til at gøre noget ved forureningen,” siger Kurt Hansen.
Kurt Hansen er også med i et vindmøllelaug, så det med at se på alternative enegiformer er slet ikke uvant.
Familien har fået en hel del opmærksomhed efter det sorte anlæg kom op i bryggerset. Ikke kun Dronningen har været forbi. Også journalister og klimainteresserede fra hele verden har været en tur i familien Hansens bryggers.
“Nu har vi stillet vores hus til rådighed, og på den måde er vi kommet lidt med i historiebøgerne – det er byen i hvert fald – det er da lidt sjovt,” siger Britta Hansen.

Fremtiden er klima
Der bliver færre og færre mennesker på Lolland. Derfor mener Britta og Kurt Hansen, at klimasatsningen er noget af det, der kan trække folk til Lolland.
“Der sker rigtig meget på klimaområdet hernede. Vi får ikke et universitet herned. Så det er inden for klima, vi skal tiltrække nogle kloge hoveder,” siger Kurt Hansen.
Han mener også, det kan være med til at trække de lollandske unge, der forlader øen for at tage en uddannelse, tilbage til Lolland.
Vestenskov og Brintsamfund Lolland har fået opmærksomhed mange steder. I januar 2009 gik en af Realkredit Danmarks Kloge m2-priser gik til Brintsamfundet. Priserne blev givet til virksomheder, der gør en indsats for at reducere CO2-udslippet. Med prisen fulgte 30.000 kroner, og landsbyprojektet kom også med i opløbet om hovedprisen på 100.000 kroner. Men hovedprisen gik til en anden.
“Lolland kan sælge noget know-how til andre, der er interesserede i det. Det kan der være arbejdspladser i,” siger Kurt Hansen.

Fakta: Fra vand til strøm
På en mark tæt ved familien Hansens hus står en stor container. I den container spaltes vandmolekylet (H20) ved hjælp af elektrolyse til brint (h2) og ilt (o). Ilten sendes ud i luften, mens brinten transporteres til huset gennem jernrør. Her sidder en membran, der skiller elektronen fra, og den bliver til strøm. Brinten bliver 80 grader varm og bruger husets radiatorer til afkøling, hvilket giver varme i huset.

Huerne kommer først på næste sommer, men de gør sig allerede nu tanker om fremtiden. Og den fremtid ser ikke ud til at skulle bruges på Lolland. Hverken de fire eller resten af de 20 samfundsfagselever i 2.v har planer om at blive på øen. Især København kalder, mens andre vælger at blive et år eller to og tage sabbatår.
Der bliver færre og færre unge på Lolland, mens antallet af ældre vokser. En fremskrivning viser, at det fortsætter i den uheldige retning. Faktisk er det en tredjedel af en ungdomsårgang, der tager væk fra Lolland.
For uddannelserne gør det nødvendigt at rejse. Lana Jusufbegovics drømmestudie i pskykologi ligger de 170 km til København, nærmeste journalistuddannelse for Rasmus Thuen er i Odense 80 km væk, mens Nikolaj Hertz er den, der skal rejse kortest til Nykøbing F 55 km væk for at blive pædagog. Ditte Kamper har endnu ikke gjort op, hvad hun skal satse på. Hun er dog helt sikker på, at hun skal have en uddannelse.
Vi mødte de fire gymnasieelever i Nakskov, drengene på torvet og pigerne på havnen, og bad dem om at fatte farvekridtet og tegne billeder af Lolland.

“Jeg har været så langt ude, at jeg har søgt en stilling som pædagogmedhjælper, og jeg er altså overhovedet ikke pædagog,” siger Mette Hjort fra Rødby med opspilede øjne.
Kontanthjælpen er gået ind på kontoen i et års tid, og selvom hun søger jobs på livet løs, har det endnu ikke givet pote.

Fra den bærbare computer i den gule stue søger Mette Hjort mest kontor- og rengøringsjob. Men det er svært, hvis arbejdstiden skal hænge sammen med hjemmelivet, når sønnen på 11 år også skal passes.
Hun er 43 år og bor sammen med sin kæreste og den ene af sine sønner fra et tidligere forhold. I sin tid uddannede hun sig til kontorassistent og informatikassistent.

Intet drømmejob
Mette Hjort har prøvet lidt af hvert og har været langt omkring for at på penge ind på kontoen. Hun har gjort rent i Lalandia, været i Brugsen i Holeby og på Scandlines-færgerne i Rødbyhavn.

“Man skal ikke stille de store krav til de job, man søger. Men hvis man er stædig nok, skal man nok få et job,” siger Mette Hjort og bliver afbrudt af hunden Nico, der piber og kigger bedende fra døråbningen ind til stuen. Men Mette Hjort beordrer Nico til at blive i køkkenet, og det accepterer han.
I det år, hun har været på kontanthjælp, har hun haft småjob. Et af dem var på færgerne, der sejler mellem Rødbyhavn og Puttgarden.

“Man kan altid få job på færgerne, men det er dårlige arbejdstider. Jeg var bare afløser, så jeg fik alle lortevagterne. Det kunne jeg ikke beholde på grund af min søn, og så er jeg heller ikke særlig søstærk,” fortæller hun.
Mette Hjorts sidste længerevarende job var hos Lolland-Falsters Erhvervsrengøring, men også her var tiden en vigtig faktor.
“Jeg var rigtig glad for at være der, det var nogle søde kolleger, men der var for langt at køre,” siger hun.

Jobbet indebar nemlig en del kørsel til Nørre Alslev, 45 kilometer fra hjemmet i Rødby. Nu søger hun, hvad der er at søge, og det er ligemeget, om det ligger indenfor det, hun er uddannet i.

“Jeg har ikke noget drømmejob, det kan man ikke have hernede,” siger Mette Hjort.

Netværket betyder noget
I et lille samfund som Rødby går snakken over hækkene, og rygter spredes hurtigt. Det er også en af de måder, langt de fleste job bliver besat på, mener Mette Hjort.

“For eksempel, hvis der går en tømrer og mangler en svend, så annoncerer han ikke. Han ansætter ved mund-til-mund-metoden gennem sit netværk,” fortæller hun.
Mette Hjorts eksmand havde et stort netværk og har også tidligere skaffet hende job ad den vej, men nu hvor han er ude af billedet, ser det anderledes ud.

“Jeg bruger ikke netværk så meget, jeg kender ikke så mange, og jeg er ikke god til det opsøgende,” siger Mette Hjort.
En anden del af rygtespredningen er Janteloven. Den lever i bedste velgående, mener Mette Hjort. Hendes kæreste er for nylig flyttet sammen med hende i Rødby, og det er ikke helt nemt.

“Han har svært ved at komme ind på lollænderne, måske er de misundelige på ham, det er der, man møder janteloven,” siger hun.
Selvom Rødby har været hendes hjemby, siden hun var ni, lader hun ikke Janteloven komme i første række.
“Jeg er blevet skuffet mange gange, og har nogle gange været for flink. Lollænderne holder sig lidt for sig selv,” siger rødbyvitten.

Vil bare i gang
Fra to sølvrammer på skænken i den lille stue smiler Mette Hjorts to sønner. Den ældste bor hos deres far i Errindlev, og den yngste er for nylig flyttet fra faren til Mette Hjort i Rødby. Det er primært på grund af ham, at hun gerne vil finde et otte til fire-job. Desværre er de også langt de sværeste at finde ifølge Mette Hjort. En anden mulighed kunne være at starte på en uddannelse.

“Jeg vil gerne bygge videre på det, jeg har, og blive klogere inden for IT og regnskab, men jeg har ikke råd til at være på SU, når der ikke er mere hjælp at hente,” siger Mette Hjort.

Jobansøgningerne sendes så langt væk som til Vordingborg. Kæresten, der arbejder i Københavnsområdet, og Mette Hjort overvejer også at flytte fra det lille hus, så hun kan søge job i for eksempel Næstved.
“Det er på tegnebordet,” siger hun om flytteplanerne.
Hun er træt af at gå hjemme og komme på jobcentret hver dag.

“Nu vil jeg bare gerne snart have et job,” slutter Mette Hjort.

Klik i cirklen for at starte slideshowet.

Billederne er venligst udlånt af Museum Lolland-Falster

Trods gode år med fald i ledigheden ligger den stadig højere i Lolland Kommune

I flere år er arbejdsløsheden faldet i Danmark. Sådan har det egentlig også været på Lolland. Men i april 2009 bekendtgjorde vindmøllegiganten Vestas, at 300 skulle fyres fra vingefabrikken i Nakskov.

I følge 3F-formand for Vestlolland, Jess Hansen, vil fyringerne fordoble arbejdløsheden blandt de ufaglærte.

“En af de store udfordringer for udkantskommunerne er at tiltrække og fastholde højtuddannede, der er jo ikke mange vidensintensive job”, siger Thomas Bredgaard, lektor ved Aalborg Universitet.

“Det er i høj grad inden for sundhedssektoren og de håndværksmæssige fag, der er job at finde i udkantskommunerne”, siger Thomas Bredgaard.

Fakta: Arbejdsløshed

Arbejdsløsheden i Lolland Kommune har altid ligget lidt højere end landsgennemsnittet, og det gør den fortsat. I april 2009 var arbejdsløsheden på 4,4 procent i følge tal fra Danmarks Statistik, mens den i hele landet var på på 3,3 procent.

Fakta: Lollændernes uddannelser

Det er omkring 40 procent af borgerne i Lolland Kommune, der kun har afsluttet folkeskolen. I hele landet er den 32 procent.

Kun 1,7 procent af kommunens borgere har en taget en videregående uddannelse på over 4 år, for hele landet er det 5 procent.

For få børn og for mange ældre giver Lolland et tyndt skattegrundlag

“Vi har en skæv befolkningssammensætning her. Vi har rigtig mange ældre. Folk bliver gamle hernede. Det betyder, at vore skatteindkomster per indbygger ligger 4000 kroner under landsgennemsnittet,” fortæller borgmester Stig Vestergaard.

Han er Lolland Kommunes første borgmester. Før kommunesammenlægningen var han borgmester i Ravnsborg Kommune. Og en af opgaverne er at få økonomien til at hænge sammen.

“Vi er jo syv fattige kommuner, der er blevet slået sammen. Bare fordi man bliver stor, bliver man ikke nødvendigvis mindre fattig,”siger han.

Lolland Kommune er udkantskommune, og det betyder mange udfordringer. En af dem er at få skatteindtægterne til at slå til.

“Det, der karakteriserer en udkantskommune, er den skæve demografi. Skattegrundlaget er lavere, og der er meget pres på de offentlige finanser. Det betyder, at serviceniveauet i kommunerne ikke er så højt, fordi det er så presset”, siger Flemming Just.

Han er institutleder ved Institut for forskning og udvikling i landdistrikter ved SDU.

I Lolland Kommune viser den skæve demografi sig ved, at der dør dobbelt så mange lollændere, som der bliver født. Tallet for folk, der fraflytter kommunen, er også højere end antallet af tilflyttere.

“Problemet er ikke så meget fraflytning. Den største udfordring er, at der ikke bliver født nok børn her,” siger Stig Vestergaard.

Lolland Kommune får dog håndsrækninger fra centralt hold gennem udligningsordtninger mellem fattige og rige kommuner. Uden en udligningsordning ville det dog, i følge Flemming Just, se meget dårligt ud for Lolland.

Fakta: befolkningstallet

Siden 2005 er gruppen af seks til 16-årige lollændere faldet med 8,5 procent. Samtidig er andel af lollændere mellem 67 og 74 år steget med 4,8 procent.
Hvis tendenserne fortsætter vil gruppen af 17 – 66-årige lollændere i 2019 være 11 procent færre. Samtidig vil gruppen af 67 – 79-årige været blevet 30 procent flere.

Fakta: de fattige lollændere

Lollænderne er det folk i hele Danmark, der har færrest penge i hånden, når skatten er betalt, viser tal om landets disponible indkomster fra Danmarks Statistik.

150.000 kroner om året er der gennemsnitligt til husleje, fodboldkontingent og madudgifter i per lollænder. Til sammenligning har hver borger i Hørsholm Kommune gennemsnitligt 300.000 kroner om året.

“Den store forskel er huspriserne”, siger Flemming Just fra Syddansk Universitet og uddyber, at selvom man ikke tjener mange penge, behøver man ikke være fattig.

Søren Green Andersen blev fyret fra Vestas. Nu skal sommeren bruges til en tænkepause

“Det ser sværere ud i dag end dengang. Der er mange om buddet. Så det bliver svært,” siger Søren Green Andersen.
Han var 11 år på Holeby Diesel. Da firmaet lukkede i 2005 blev alle sagt op, og Søren Green Andersen fik hurtigt job på Vestas’ vingefabrik i Nakskov.
Der har han været indtil den triste besked kom to gange i maj 2009.
“Værkføreren kom og spurgte om, jeg ikke lige ville følge med,” fortæller Søren Green Andersen.
Han gik med værkføreren ned til proceschefen og tillidsmanden. Beskeden kom i en kurvert. Det var Søren Green Andersens opsigelse. Det var hans anden opsigelse fra Vestas.
Elleve dage før var han blevet tilbudt at lære natholdets medarbejdere op. Men Søren Green Andersen takkede af helbredsmæssige årsager nej. Han har en svulst i hovedet, som betyder, at nattevagter er udelukkede. At sige nej var det samme som en opsigelse. Den gik ifølge tillidsmanden ikke, og han blev genansat. Efter nogle dage blev han så sagt op igen.
Vestas’ fyringsrunde er i alt gået ud over 315 ansatte.
“Jeg er afklaret nu og har det godt. Men det er gået min ære nær at blive fyret,” siger Søren Green Andersen.

Sommeren skal bruges til at tænke

Han har to måneders opsigelse, som strækker sig sommeren over.
“Jeg har valgt at bruge sommeren på at tænke over, hvad fremtiden skal byde på. Og så skal vi på vores planlagte ferie,” siger Søren Green Andersen.
Sammen med sin kone og sin treårige søn bor han i Holleby uden for Nakskov. Konen arbejder som montrice i et firma, der laver malkeudstyr.
“Selvfølgelig skal jeg ud og arbejde igen. Men vores økonomi kan godt bære, hvis vi begge skulle komme på dagpenge,” siger han.

Kan søge alt muligt

Hvilken retning Søren Green Andersen vil søge, er han ikke helt sikker på.
“Det ved jeg ikke. Jeg kan finde på alting. Jeg har ikke nogen fordomme om forskellige slags arbejde,” siger han.

Søren Green Andersen har dog sat en maksimal grænse på, hvor langt han vil køre for at komme på arbejde.
“Det lyder måske latterligt. Men jeg vil ikke køre længere end til Nykøbing. Det er 45 minutter hjemmefra. Det vil gå for meget ud over fritiden,” slutter han.