Hjem » I udkanten

Tilflyttere er nødvendige

14 juni 2009 1.926 visninger

De mange ældre og få børn gør tilflyttere til en nødvendighed

Lolland kæmper med befolkningssammensætningen. For hver baby, der ser dagens lys på Lolland, dør to lollændere. Og med til- og fraflytninger daler befolkningstallet stadig med godt 400 om året.
Derfor er Lolland Kommune nødt til at lægge sig i selen for at tiltrække nye borgere.
“Vi er i en fase, hvor vi ser på, hvad vi kan gøre for at tiltrække nye borgere. Det er med god grund. Det ser sort ud for vores demografi,” siger Anne-Marie Sanvig Knudsen, projektleder i Lolland Kommune.
Det handler om de mange ældre og de store årgange, der i disse år trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
“Vi er nødt til at tiltrække arbejdskraft. Vi vender også blikket sydpå efter udenlandsk arbejdskraft. Vi er en del af Femernregionen og nu kommer der også en bro,” siger hun.

Det er typisk lærere, pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og læger, kommunen mangler. Det er også de samme grupper, som resten af Danmark mangler. Også derfor kigger Lolland Kommune sydover efter flere hænder.

En anden ting, kommunen arbejder med, er forskønnelse og udvikling af landsbyerne. Fem projekter med områdefornyelse er lige nu igang.

“I projekterne går man i dialog med landsbyens borgere for at høre, hvad de gerne vil have forbedret i byen. Det er typisk forskønnelse af landsbyens offentlige rum,” siger Anne-Marie Sanvig Knudsen.
Gode og flotte forhold i landsbyerne er både med til at give et godt billede til nye potentielle borgere. Og det skaber også gode rammer for dem, der allerede bor der.

Thorkild Ærø er direktør for Statens Byggeforskningsinstitut. I 2005 lavede han en undersøgelse om tilflyttere til udkantsområder. På baggrund af den undersøgelse har Lolland gode chancer.
“Huspriser gør det attraktivt at flytte til udkanterne. Det er ofte naturen, der trækker. Så kan man godt klare at gå ned i indkomst, fortæller han.
På landet er der nemlig masser af muligheder.
“Mange har en drøm, de vil realisere. Det kan måske handle om at have et mindre landbrug,”siger Thorkild Ærø.

Fra Nakskov er der 170 km til København. Skal man med offentlig trafik, tager lokalbanen til Nykøbing Falster 45 minutter og toget mellem Nykøbing og København to timer.
“Vi har en geografi, der er problematisk. Fra Nykøbing og Falster kan man pendle. Men man kan ikke bare tiltrække pendlere. Det er strukturelle faktorer, som er svære at lave om på,” siger Anne-Marie Sanvig Knudsen.

I januar 2009 var befolkningstallet i Lolland Kommune på 47.755.

I 2008 kom 376 nye lollændere til verden, mens 754 forlod verden. 2135 flyttede fra kommunen i 2008, mens 1925 flyttede til. I alt blev lollænderne 588 færre.