Hjem » I udkanten

Takkede nej til prestigejobbet – Lolland kaldte

15 juni 2009 13.816 visninger

31-årig gymnasielærer sagde nej til et job på prestigegymnasium til fordel for Nakskov

“De ringede fra Øregård og sagde, at jobbet var mit, hvis jeg ville have det,” fortæller Thomas Jørgensen.
Knap var specialet afleveret på Københavns Universitet, før den unge kandidat stod med tre job på hånden. Et af jobtilbuddene kom fra det prestigefyldte prinsegymnasium Øregaard nord for København. Men Nakskov Gymnasium lokkede.

“Med Nakskov havde jeg bare en god mavefornemmelse. Efter jobsamtalen viste min chef mig rundt i byen. Jeg blev taget rigtig godt imod, da jeg søgte jobbet,” siger han.

Drømmen er realistisk
Den unge historie- og samfundsfagslærer er født og opvokset på landet i Sønderjylland, og han har altid vidst, at han skulle tilbage til landet.
“Der var selvfølgelig prestige i få sit pædagogikum fra Øregård Gymnasium. Men det var noget andet, jeg ville,” fortæller Thomas Jørgensen.
Han peger selv på, at det handler om at vende tilbage til noget, han kender fra sin opvækst. Drømmen var at skabe sig et liv på landet med masser af plads til en stor køkkenhave, hvor naboerne hjælper hinanden, og hvor der ikke er langt til skov og strand. Med huspriserne på Lolland var det muligt at realisere den drøm.

“Vores drøm er at have et sted, hvor vi kan dyrke vores økologiske grøntsager og presse vores egen æblemost,” siger han.
Thomas og hans daværende kæreste havde ikke store overvejelser om at flytte til udkantskommunen. De lejede en bondegård og flyttede midt i sommerferien. Hos vennerne vakte beslutningen ikke udbredt begejstring.

“Nogle af vennerne forstod ikke, hvad vi ville på landet. Nogle andre syntes, det var helt vildt fedt. Når de er på besøg hernede, er de ikke til at få hjem igen,” siger han.
Dengang dukkede der en masse fordomme op om Lolland hos nogle venner. Men Thomas Jørgensen selv tænkte ikke så meget over landsdelens socialpolitiske historie.
“Jeg vidste, at der var høj arbejdsløshed. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle møde andre, der læste bøger, skulle det være kollegaer,” fortæller han.

Lige efter flytningen var det også mest kollegaerne fra gymnasiet, fritiden gik med. Og det kollegiale sammenhold betyder stadig meget for Thomas Jørgensen. Nakskov Gymnasiums unge medarbejdere har deres egen klub. De unge kollegaer ses til blandt andet grillaftener og fodboldkampe mod eleverne. Derudover sørger gymnasiestaben også for at tage godt imod nye kollegaer på skolen. De bliver ringet op og ofte inviteret på mad hos kollegaer med mere anciennitet.
“Vi har et rigtig godt fællesskab blandt lærerne på skolen. Jeg tror, det er fordi, ingen pendler. Alle lærere bor her i området. På den måde er det en fordel at være udkantsgymnasium,” siger han.

Ikke længe efter de var flyttet til Lolland, gik Thomas Jørgensen og kæresten fra hinanden. I dag bor han sammen med Gitte Skovgaard Ibsen og deres lille datter, Edith, uden for Stokkemarke. De lærte hinanden at kende på gymnasiet, hvor Gitte Skovgaard Ibsen også er lærer. I juli 2009 skal de to giftes.

Caffe latte og østerskniven
“Jeg savnede nogle storbyting i starten. At kunne gå ud og få en caffe latte eller en god delikatesse, for eksempel. Kort inden nytårsaften ville jeg have fat i en østerskniv. Jeg var både i Nakskov og Maribo, men kunne ikke opstøve sådan en. Mange steder vidste de ikke, hvad det var. Der blev jeg lidt træt. Men så er der bare andre ting, man gør hernede end at spise østers,” fortæller han.

I dag er han kommet tættere på de lollandske traditioner. Både gennem sin kommende kones lollandske familie og gennem sit netværk fra foreningen, Slowfood Lolland. I den første tid var det dog noget af en omvæltning at flytte til den flade ø.

“Jeg kan huske, at jeg syntes, at det bare gik så langsomt i Brugsen. Der kunne stå to foran mig i køen, og alligevel tog det utrolig lang tid at komme forbi kassen. Kassedamen skulle jo først høre om, hvordan maden havde været til den og dens konfirmation,” fortæller Thomas Jørgensen.
Livet på landet er bare anderledes og tingene går ikke så hurtigt som i hovedstaden. Det tog lidt tid at vænne sig til. I dag er det noget af det, Thomas Jørgensen fremhæver som det bedste ved Lolland og lollænderne.

“Stress er efterhånden blevet en folkesport. Det er rart, at tingene ikke skal gå så stærkt her. Det er Lollands force,” siger gymnasielæreren.
Han ser livet på landet som en livsstil, hvor man dyrker tingene selv, og hvor naboskabet er positivt. Det handler ikke om at rende hinanden på dørene, men om hjælp til forskellige praktiske ting, som at følge naboens ko hjem, når den stikker af, eller bakke op om hinandens initiativer. Thomas Jørgensen har mærket en enorm omsorg for hinanden på landet.

“Da vi kom hjem fra sygehuset med vores nyfødte datter, flagede de på vejen. Vi havde kun fortalt det til en, men alle vidste det,” siger han.
At folk snakker sammen har han aldrig oplevet som et problem, kun som omsorg. Tre dage før Thomas Jørgensen og Gitte Skovgaard Ibsen skulle holde stor fest holdt naboen ude på vejen og dyttede. Han vidste, at de skulle holde fest og havde lige købt en masse klapstole på et loppemarked, som bare skulle hugges til brænde. Men inden turen i brændeovnen kunne de lige så godt blive brugt.

Det faldefærdige hus spøger
Som sønderjyde har Thomas Jørgensen bemærket, at lollænderne ikke er særlig stolte af at komme fra Lolland.
“Sønderjyder er jo gode til at fortælle, hvad de er gode til. Her og andre steder i landet er man bedre til at fokusere på det negative,” siger han.
Ifølge ham har medierne brugt det samme billede af et faldefærdigt hus midt ude på en mark, hver gang de har beskæftiget sig med Lolland. Det har skodder for vinduerne, og marken går helt ind til husets mure.
“Jeg oplever en underkendelse af, hvad man kan, og hvad man er god til her. Nogle er kommet til at tro på mediebilledet og det faldefærdige hus, i stedet for at kigge ud ad vinduet,” siger han.

At lollænderne er de fattigste i Danmark, mærker han ikke meget til. I forhold til sine kammerater fra studietiden har han flere penge til rådighed.
“Lige nu sidder vi med to huslejer, for vi har købt en bondegård, vi er ved at sætte i stand. Men vi kan da godt mærke, at vi har mere plads i budgettet, end hvis vi boede i lejlighed i København,” siger han.
“Tænk sig, at vi har købt en bondegård tæt på skov og vand for under to millioner. Det kan ikke gøres andre steder. Lolland er en uopdaget perle, og den har vi fundet,” slutter han.