Hjem » Grøn ø

Lolland vil være grøn

12 juni 2009 8.905 visninger

I Lolland Kommune er fremtiden grøn

Som den første kommune i Danmark blev Lolland i oktober 2007 udnævnt til Klimakommune af Danmarks Naturfredningsforening. Lolland har dermed forpligtet sig til at nedsætte CO2-udslippet med tre procent om året indtil år 2025.
Vindmøller, algedyrkning og brinthuse er blot nogle af de initiativer, der skal til for at nå målet.

“Vi satser på klimaet af tre grunde. For det første mener jeg, at vi har en pligt til at gøre tingene anderledes. For det andet kan klimaområdet være et område, hvor vi kan tiltrække arbejdspladser. Endelig kan vi brande Lolland på klima og økologi,” siger borgmester Stig Vestergaard.
Han ser gerne, at de mange klimasatsninger er med til at trække både kloge hoveder og yngre familier til Lolland Kommune.

Algedyrkning foregår blandt andet ved byen Onsevig på nordvestkysten, hvor algerne fremdyrkes. De kan være med til at rense overflade- og spildevand og nedsætte CO2-udslippet.

Vindmøllerne er nu ikke et helt nyt fænomen på øen. Før kommunalreformen var der allerede flere af de gamle kommuner, der satsede på den form for energi. Faktisk producerer de 274 vindmøller i Lolland Kommune dobbelt så meget energi, som kommunen kan nå at bruge.
International Wind Academy Lolland hedder kommunens vision om at lave et akademi, hvor ingeniører og forskere kan teste vind og vindmøller. Svaret på ansøgningen om EU-midler ventes med spænding i sommeren 2009.

“Vi vil skabe nogle vidensarbejdspladser og tiltrække folk, der skal teste forskellige ting på vindmøllerne. Så skal der komme eksempelvis ingeniører og phd-studerende ned og lave målinger og lignende,” siger Tom Larsen, der er CEO for akademiet.

Allerede nu er der en aftale i hus med Dong Energy om, at akademiet må bruge deres vindmøller til test.

“Fokus er på driften af vindmøllerne, og vi samarbejder med DTU Risø for at se, hvad de første test, skal handle om,” siger Tom Larsen.