Hjem » Dagbog fra 14 dage på Lolland

Det vilde vest

14 juni 2009 14.187 visninger

Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og kedelige og øde områder. Inden vi tog til Lolland stod fordommene om den flade ø i kø. Her kan du læse vores førstehåndsindtryk og refleksioner stederne, vi besøgte.

Af Astrid Maria Nielsen
Vi har været i Nakskov i dag. Det er helt derude, hvor vinden er konstant. Vil man længere vestpå, skal man med en færge. Det er Vestlolland og det er udkantsområde med stort u. Vinden var hård og de mange vindmøller stod der bestemt ikke forgæves. Jeg har aldrig set så mange vindmøller i mit liv før. Mette siger, at det også ser sådan ud i Vestjylland. Det var helt vildt. For der var jo også god mulighed for at se dem alle. Det er fladt som bare fanden, så horisonten blev kun brudt af møller og kirketårne.

Vi var i byen i fire timer. På turistkontoret fik vi deres bud på imødekommende herregårdsbønder. Derefter tog vi turen gennem den obligatoriske gågade. Det var en kort tur. Vi ville finde en cafe. Men jagten på en kop kaffe og en stol tog os igennem hele centrum af byen og tilbage til udgangspunktet, Axeltorv. Det er byens absolutte centrum, og modsat mange provinsbyer er det intet problem at finde en ledig parkeringsplads. Flere gange slog det mig, at det var som om, vi var dukket op uden for sæsonen.

Der bor 14.000 mennesker i byen og det gør den til Lollands største by. Men det virkede som et øde sted. Lidt som en westernby, hvor støvet fyger og buskene ruller gennem. Det blæste voldsomt. Men byen var også blæst. De fleste huse var pæne og i god stand. Men der var ikke noget liv. Ingen klistermærker på lygtepælene. Ingen plakater på murene.

Der var meget få af de små ting, der kunne signalere, om byen har et liv. Og det er altså udover det liv, der udspiller sig en onsdag eftermiddag i Frellsens Chokolade og på den ensomme café. En forretning med polske delikatesser (Ja, du læste rigtigt) og et natbeværtning i en faldefærdig bygning med tremmer for vinduerne vidnede dog om et andet slags liv. Et liv jeg ikke kender, og et liv, i forhold til diskoteket, jeg ikke er så sikker på, jeg tør stifte bekendtskab med. Det skyldes måske mest artiklen om en 22-årig nakskovit, der blev dømt for at sparke en anden mand i hovedet overfor diskoteket. Han var også tiltalt for at have slået den anden mand i hovedet med en flaske.

Efter lidt tid på cafeen på torvet begyndte gymnasiepigerne at strømme ind. De bestilte alle fadøl. Og så fik cafeen i det mindste lidt mere liv.