Hjem » Dagbog fra 14 dage på Lolland

Øjne på hinanden i Bandholm

14 juni 2009 12.587 visninger

Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og kedelige og øde områder. Inden vi tog til Lolland stod fordommene om den flade ø i kø. Her kan du læse vores førstehåndsindtryk og refleksioner stederne, vi besøgte.


Af Astrid Maria Nielsen

Birketvej rører kun Bandholm i yderkanten. Så drejer man ikke fra, kan man fristes til at tro, at det var den by. Vi var i Bandholm en af de varme eftermiddage, og det var oplagt med en is. Vi kørte mod havnen i sikker forvisning om, at der måtte være en iskiosk. Det var der også. Men her i maj, var den stadig vinterlukket. Og udover OK-tanken på hjørnet af Birketvej og Havnegade, virkede byen lukket. Den lå lige foran Bandholm Hotel, en majestætisk smuk og meget hvid bygning i første række til vandet. En tavle ved siden af døren inviterer folk indenfor på til en butik med hvide svenske møbler.
“Det er faderhusets,” bekræfter manden os. Den eneste mulighed for is i Bandholm denne eftermiddag er på OK-tanken. Manden ved siden af os på tankens bænke bekræfter det, vi ikke var helt sikre på. En ung kvinde med et barn på fire-fem år krydser gaden og går ned ad alleen mod Knuthenborg Park og Safari.
“Hun er ny. Hun hører også til dernede,” siger han og kaster hovedet i retning mod kvinden og barnet.

Der er styr på hvem, der hører til hvor i Bandholm. Folk kender hinanden og dem, man ikke kender, ved man hvem er. Jeg ved ikke engang, hvad min nabo på Frederiksberg hedder. Jeg ville ikke kunne genkende ham på gaden.

Der bliver holdt øje fra bænken ved tanken, hvor guldøllene hurtigt ryger ned.
“Alt med måde,” siger den ældre kvinde ved siden af manden og kigger på øllen.
Vi giver hende ret og bemærker, at det jo også gælder for is. Hun rejser sig op for at gå ind på tanken og snubler i stofposens håndtag, inden hun er kommet fri af bænken. I dag har indtaget af guldøl måske ikke været med måde. Manden når lige at støtte hende med en hånd i ryggen. Damen bander og skyder skylden på stofposen.

Der ligger i en omsorg i at holde øje med hinanden. Måske sørger naboerne for at passe ordentligt på huset, mens man er på ferie. Måske klipper man hækken for den syge nabo. Der ligger en tryghed i at vide, at andre ved, hvad der sker og kan hjælpe, hvis man skulle snuble.

Men overfor omsorgen bor sladderen, der ikke nødvendigvis vil én det bedste. I Bandholm ved man, hvem de andre er. For man holder øje.